Vindens port

Tænk jer godt om. Beslut jer, og beslut jer på en sådan måde, at I ikke ændrer jeres beslutning.”
De ser rundt på hinanden. De taler dæmpet med hinanden. Kvinderne knuger deres børn. Underligt nok er der ingen, der græder. Ikke lige nu. Ikke noget jeg ser, i alle fald.
Hamsa tager sig af afstemningen. Jeg sidder på jorden og betragter dem alle.
”De, der stemmer for, at Ibrahim Banu Said forhandler med fjenden og forsøger at skaffe os fri passage til Granada, bedes række hånden i vejret.”
En efter en går hænderne i vejret. Hustruer kigger på deres mænd, mænd på deres hustruer. Slaver ser tøvende på deres herrer, og langsomt løfter de deres hænder.
”De, der ønsker at blive og kæmpe, til vi dør ...” Hamsas stemme knækker over. Folk ser sig omkring.
Langt bagude i flokken ser jeg enkelte hænder tøvende gå i vejret, men så forsvinder de ned igen. Hamsa nikker.
”Vi vil forsøge at forhandle,” siger Hamsa. ”Gå hjem og bed for os. Kom igen i aften ved solnedgang, for vi får måske brug for jeres hjælp.”
Folk nikker. Stille forsvinder de væk fra pladsen.
Hamsa sætter sig ved siden af mig.
”Hvad vil du gøre, Ibrahim?” spørger han.
Jeg stirrer frem for mig. Vinden puster til støvet på pladsen, og det skarpe sollys får støvet til at glimte. Jeg ser noget for mig, som jeg ikke helt kan forklare. Jeg ser for mig, hvordan jeg måske kan gribe det an.

Jeg ser rundt på alle de ansigter, jeg kender så godt. Jeg reddede dem, jeg kunne. Jeg gjorde, hvad jeg kunne.

Der dør lidt flere mennesker, end der plejer. Vi begraver dem omviklet med stof i jorden inde i og rundt om moskeen. Rahim har foranstaltet, at der graves tæt. Der er en slags stiltiende forståelse af, at der formentlig vil dø flere endnu.

Jordlaget her på bjerget er sparsomt. Moskeen har et gulv af enkle planker, som vi kan fjerne og atter lægge, når vi har kastet jord på de magre lig. Rahim passer også nøje på, at de afdøde ikke kommer til at ligge for nær byens brønde.

Min far sover stille ind og er let som en fjer. Min mor dør blot to dage senere. Det er ikke nogen overraskelse. Jeg har haft god tid til at vænne mig til tanken. Jeg holder min mors lille, benede hånd, da hun ånder ud. Hun har et fredfyldt smil på sine læber. De døde rejser fra byen på åndens lette vinger.

Jeg har ondt i hjertet, men er fast besluttet. Det er bedre, at hun dør, end at hun bliver tvunget til at forråde min by.

Jeg er ikke tryg ved alle disse helgener og afguder, som I opfatter som en slangs mellemmænd til Gud. Jeg er ikke tryg, når et menneske ikke står alene over for Skaberen. Det huer mig ikke. Det huer mig slet ikke, at I ikke vil lytte til hverken videnskab eller fornuft. I er en sær lukket religion.

Romerne badede, og vi bader. De kristne mener, at det er ugudeligt at bruge så meget tid på kroppen. De ringeagter kroppen. Jeg forstår det ikke. De kristne tager fejl. En renset og badet krop er en stor behagelighed. Jeg vil endda hævde, at der kan komme åndelige oplevelser til en badet og velplejet krop, som ikke kan komme til den urene krop. Men uenige er vi.

På en måde er det en forløsning for mig, at det, jeg har frygtet så længe, nu faktisk er sket.

Alle har travlt. Det ligner optakten til et meget stort og afgørende slag, som vi på en måde er utålmodige efter. I snart to år har vi levet med usikkerheden, og under overfladen vokser et mærkeligt behov for en afgørende styrkeprøve.

David nikker eftertænksomt. Så siger han stille:

”De kristne lægger skat på vand. Det ved du godt, ikke? De er ikke så renlige som jer, og jeg vil til hver en tid foretrække en by som din frem for en kristen. Det var ikke min mening at forsvare de kristne. Jeg ville blot sige, at jeg så en sandhed i det, deres profet siger.”

Hun får også større frihed, end mange andre piger ville få, fordi hun er min datter