Alt forladt

kærligheden mellem to elskende er en kende mere skrøbelig. Vi holder jo ikke ud igennem ALT. Ikke, hvis man bliver mishandlet, overset, bedraget eller svigtet, gang på gang. Der er grænser for, hvad man skal holde ud at leve med

Hvad den ene synes er koldt og dødt, kan den anden måske opfatte som helt almindelig hverdagstryghed, måske lidt kedeligt, men stadigvæk godt.

forbandet svært at finde ud af at få sagt, at man vil skilles. Fordi det i den grad er ord, der fra det øjeblik, de formuleres, rammer en ny virkelighed ind.

ligesom at miste en elsket, altså når nogen dør. Kærligheden er der stadig, men den anden er ikke til stede i verden længere, så kærlighedens vilkår er forsvundet.

bitterheden var skabt af, var mere rettet mod mig selv, for det handlede om episoder i ægteskabet, jeg erindrede. Episoder, hvor jeg følte afmagt, og hvor jeg blev offer for en situation, hvor jeg ville ønske, at jeg havde handlet anderledes. Når erindringen om de episoder dukker op i mig, kan jeg godt blive bitter på mig selv og tænke: “Hvorfor sagde du ikke sådan i stedet?”, “Hvorfor stod du ikke fast her?” eller “Hvorfor gjorde du ikke dit og dat?” Men det har ikke noget at gøre med, at det kunne have reddet ægteskabet. Tværtimod tror jeg, det havde været opløst længe før, hvis jeg havde handlet og sagt, sådan som jeg her bagefter gerne havde villet.

Sorg er jo ikke en følelse som sådan. Det er mere en tilstand. Den begyndte, og den er ikke slut. Den sorg vil jeg altid bære på. Det er ikke ham, jeg sørger over – jeg ønsker mig jo ikke tilbage til det ægteskab, vi havde, men jeg sørger over drømmen, jeg har mistet

fleste af os er bange for den endelige konfrontation. Det at skulle sige ordene: “Jeg vil skilles”, eller: “Jeg elsker dig ikke mere” og derefter tage imod den andens reaktion uden at løbe sin vej, er svært, næsten umuligt. De færreste mennesker bryder sig om meget direkte og følelsesladede konfrontationer. Vi vil jo helst ikke såre hinanden – og sidst, men bestemt ikke mindst: Vi kan ikke lide at være “den slemme”.

Den bedste løsning ligger nok mellem at fortælle hver en detalje og at forsvinde uden et ord.

Hvis alt andet glipper, så prøv med sandheden”, var et råd, jeg selv fik engang. At sige tingene, lige som de er, kan være en sand befrielse for begge parter i et brud. Sandheden kan så til gengæld præsenteres i flere varianter, men hvis den hele tiden følges tæt af respekt og empati, er det nok ikke helt ved siden af.