Cæcilie Lassen

Dybhavsfisken

  • Katrine Seistrupciteerde uit5 jaar geleden
    Og jeg sidder pludselig i en anden bil, en punkteret ambulance fuld af post, grundstødt i et hav af valmuer. De breve som andre mænd venter på, ligger spredt i min kølvandsstribe. Men et enkelt bliver ved at danse i vinden foran mig som et legesygt barn. Med hånden presset mod mit flænsede jakkeærme og blodet piblende frem mellem fingrene sidder jeg og ser på det. Jeg ser at det er smukt.

    Om mandagen ringer jeg til Bien fra Instituttet. Vi har igen identificeret en uren heroinblanding i blodprøver fra en død narkoman, af samme type som vi fandt for tre måneder siden hos ham der havde taget en overdosis på toilettet. Jeg husker datoen for obduktionen uden at skulle slå efter i rapporten, for det var den dag Blanca blev hentet til begravelse, og hvor jeg bagefter talte med Peter Schmidt.

    Det er min pligt at meddele politiet at stoffet stadig er i omløb. Og politiet vil for mig sige Bien. Han ville føle sig formasteligt forbigået hvis jeg nøjedes med at ringe til en kommissær. Desuden har vi ikke talt sammen siden jubilæet.

    „Jeg skylder en tak til min redningsmand,“ siger han, og jeg svarer brysk: „Ingen årsag.“

    Men da han jo ikke kan vide hvor dårligt jeg tåler andres taknemmelighed mod mig, bløder jeg den lidt op ved at holde sjov med hvad der mon var hændt hvis han selv havde sat sig bag rattet.
fb2epub
Sleep je bestanden hiernaartoe (maximaal 5 per keer)