Marie-Louise er flyttet fra Fyn og hele vejen over Storebælt til København. Alligevel synes hun at kunne høre sin fars stemme om natten, når hun ellers burde sove for at være frisk til at gå i gymnasiet og på arbejde.
Efter en begravelse finder hun dagbogen frem fra det år, hun fyldte tolv og endnu boede i det hus, hendes mor stadig insisterer på at kalde for hendes hjem. I dagbogen gemmer sig fortællingen om hendes familieliv og en aggressiv spiseforstyrrelse, man måske ikke længere kan se, men som hun hver dag stadigvæk mærker. Marie-Louise begynder på det arbejde, det er at læse sig selv og finder sig uløseligt forbundet med alt det, hun troede, hun bare kunne skride fra.
“Anoreksien var ikke noget, der ramte Marie-Louise udefra som en eller anden meteor eller fuglelort. Det var bare sådan, at den en dag valgte at vise sig. Den rejste sig i hende, fra hende, Marie-Louise har svært ved at forestille sig hvem, der vil være tilbage, hvis den skal ud af hende igen. Den formulering: Vores datter har fået anoreksi. Dette fået. Som om den ikke også er hende, hele tiden har været der, som noget ulmende, der bare har ventet på et uvejr at gøde sig i. Man kan da ikke bare sortere frit i det menneske, man er, kalde det, der er svært, for sygdom.”
Malou Stålmann (f. 1992) er uddannet fra Forfatterstudiet ved Tromsø Kunstakademi. Hun er født og opvokset på østfyn og er i dag bosat i København. Sultne hjerter er hendes første roman.
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond.