En grønskolling

I galleriet i Dresden hænger der et billede af Claude Lorrain, “Akis og Galatea” ifølge kataloget; jeg har imidlertid altid kaldt det “Guldalderen”, jeg ved ikke selv hvorfor.

Manden var titulærråd, over fyrre år, meget koparret, meget fattig, bebyrdet med en tuberkuløs kone og et sygt barn; han var meget meddelsom og godmodig af væsen, i øvrigt også ret fintfølende.

Hovedsagen er at der findes et bestemt dokument, sluttede Kraft af, – som fru Akhmakova er skrækkelig nervøs for.

Dette er hvad han fortalte mig:

Katerina Nikolajevna havde været så uforsigtig, dengang den gamle fyrste, hendes fader, i udlandet allerede var ved at komme sig efter sit slagtilfælde, i hemmelighed at skrive et højst kompromitterende brev til Andronikov (Katerina Nikolajevna havde fuld tillid til ham). Det viste sig efter sigende at fyrsten i sin rekonvalescenstid faktisk havde udviklet en tilbøjelighed til at ødsle med pengene og nærmest smide dem ud til højre og venstre: Han begyndte i udlandet at købe kostbare, men helt unødvendige ting, malerier og vaser; han forærede bort og skænkede store summer til gud ved hvad, og minsandten også til forskellige udenlandske institutioner; af en russisk ødeland af de højere samfundslag havde han været lige ved at købe et forfaldent og gældstynget gods ubeset; endelig skulle han virkelig være begyndt at drømme om at gifte sig. I lyset af alt dette havde Katerina Nikolajevna, som ikke var veget fra faderen under hans sygdom, sendt en forespørgsel til Andronikov i hans egenskab af jurist: Var det muligt med loven i ryggen at få fyrsten erklæret utilregnelig og umyndiggøre ham?

Snart efter døde også pigens fader, efter sigende af sorg som fremkaldte det andet slagtilfælde, men først efter tre måneder.

Den stakkels optændte pige tog efter sigende gift i form af fosfortændstikker.

Man hævdede (Andronikov siges at have hørt det af Katerina Nikolajevna selv) at Versilov tværtimod endnu tidligere, altså før den unge piges følelser blev vakt, havde erklæret Katerina Nikolajevna sin kærlighed; at hun, som jo var ven med ham, havde været forgabt i ham et stykke tid, men aldrig havde stolet på ham og altid havde modsagt ham, – at hun havde modtaget Versilovs kærlighedserklæring med dyb vrede og giftig hånlatter. Hun havde formelt vist ham døren fordi han direkte havde foreslået hende at blive hans hustru i betragtning af hendes ægtemands formodede snarlige død af et nyt slagtilfælde.

Det skulle på hans “særlige måde” være lykkedes Versilov, diskret og uigendriveligt, at overbevise det unge væsen om at Katerina Nikolajevna ikke ville give dem sit samtykke, fordi hun selv var forelsket i ham og i lang tid havde plaget ham med sin jalousi, forfulgt ham og intrigeret mod ham, at hun engang havde erklæret ham sin kærlighed og nu var parat til at brænde ham på bålet, fordi han havde forelsket sig i en anden; kort sagt, noget i den retning.

Katerina Nikolajevnas syge steddatter forelskede sig åbenbart i Versilov eller lod sig påvirke af noget i hans væsen eller blev opflammet af det han sagde eller jeg ved ikke hvad; det er imidlertid almindelig kendt at Versilov i en periode tilbragte næsten hele dage i den unge piges nærhed. Det endte med at pigebarnet pludselig erklærede over for faderen at hun ville giftes med Versilov.

Generalen var ligefrem utryg ved ham; Kraft ville på ingen måde afvise et rygte om at Versilov havde held til at bestyrke den syge ægtemand i forestillingen om at Katerina Nikolajevna ikke var uinteresseret i den unge fyrst Sokolskij

generalen var endnu ikke nogen gammel mand, men havde i løbet af tre års ægteskab formøblet hele sin hustrus, Katerina Nikolajevnas, medgift i kortspil