Lad os håbe på det bedste

Jeg er godt klar over, at jeg projicerer. Man må ikke være vred på mennesker, der prøver at hjælpe en, som inviterer en med på ferie, som hjælper til og er der for en. Alligevel er det præcis det, jeg er. Jeg er tosset på min familie, på mine venner, på alle omkring mig, jeg hader dem for stadig at have alt det, jeg har mistet. Jeg er rasende på verden og det lod, jeg er blevet tildelt i livet. Jeg er ude af stand til at acceptere tingenes tilstand, og inderst inde hader jeg mig selv for at være blevet sådan, som jeg have lovet mig selv aldrig at blive

Jeg er nervøs for, om jeg overhovedet har det i mig, at jeg ikke magter det.