DIT KOMPETENTE BARN

sundhedsmæssigt synspunkt, er det uden tvivl en dårlig idé. For illustrationens skyld kan man beskrive vores selvfølelse som et eksistentielt immunforsvar: Jo mere veludviklet selvfølelsen er, jo mindre sårbare bliver vi og jo større livsglæde og livskvalitet får vi.

Fra omkring år 1700 og helt op til 1950’erne var kritik de voksnes vigtigste magtinstrument. Sådan er det stadig i nogle familier og der findes fortsat samfund, som hylder den teori, at børn kun bliver rigtige mennesker, hvis de hele tiden får at vide, hvor forkerte de er. I de skandinaviske lande blomstrede småbørnspædagogikken efter 2. Verdenskrig, og man tog afstand fra kritikken og indførte rosen som styringsmekanisme.
I nogle familier vil man have ydrestyrede børn, og i nogle samfund vil man have ydrestyrede borgere, men set – som jeg ser det – fra et

løbet af kort tid kommer han ikke mere med tegninger og ting fra børnehaven og siger: »Den er til dig« eller, »Den må du få.« Nu har han lært spillets regler og siger: »Se mor, er den ikke fin?« eller: »Se mor, er jeg ikke dygtig?« Hans livsperspektiv har ændret sig fra væren til kunnen, fra eksistens til præstation.

Som tidligere nævnt (s. 87) er ros og kritik relevant for udviklingen af både børns og voksnes selvtillid under visse omstændigheder, men det er en misforståelse, når mange voksne har lært at tro, at det også er gavnligt for udviklingen af en sund selvfølelse.

ed vores nuværende viden kan vi se, at diagnosen var delvis forkert og konklusionen ufuldstændig. Det er rigtigt, at de undersøgte børn manglede selvtillid, men deres reelle problem var, at de havde lav selvfølelse. Det er også rigtigt, at kritik er ødelæggende både for børns selvfølelse og selvtillid, men når vi taler om selvfølelse, er ros lige så destruktivt som kritik.

Hvis man har en sund selvfølelse, er selvtillid sjældent noget problem. (Det modsatte er ikke tilfældet)!

Selvtillid er, som illustrationen viser, en mere udvendig, tillært kvalitet, men ikke udvendig i betydningen overfladisk.

Selvtillid handler om det, vi kan. Det vi er gode og dygtige eller dumme og dårlige til – det, vi kan præstere.

Beskrevet indefra siger den sunde selvfølelse: »Jeg er i orden og har værdi, bare fordi jeg er!«

er kærligt ment, men uheldigt. Det er uheldigt, fordi det blander væren og præstation sammen. Når voksne taler sammen på den måde, siger vi, at de »taler forbi hinanden«. Hvis jeg har inviteret min gode ven på middag og under kaffen siger til ham: »Hvor er det dejligt at være sammen med dig igen!« og han svarer: »Ja, du er vel nok blevet dygtig til at lave mad,« så har vi ikke nået hinanden. Det samme oplever børn.