Eneste overlevende

Da der var gået ti minutter, brød Petrov stilheden. – Vi lever stadig, fortalte han til kosmonaut Gleb.

– Færgen er uskadt, nikkede Gleb. Ingen af mændene omtalte, at de under deres træning havde lært altid at iføre sig deres rumdragter i krisesituationer. Begge var klar over, at det var bedre at dø omgående i rummet end at lide en langsom død i rumdragterne, imens de sendte deres sidste observationer ned til de følelseskolde videnskabsmænd i Cosmograd, kaldet Star City af amerikanerne.

Petrov kaldte over den interne radio: – Kammerat Ivanovitch, jeg lukker nu dørene til lastrummet igen. Gå derud og meddel os hvad du finder derinde.

– Hvad forventer I, jeg skal finde? spurgte Ivanovitch nervøst.

– Det må du fortælle mig. Hold din radio åben.

Petrov og Gleb lyttede intenst til Ivanovitchs hivende vejrtrækning over radioen. – Nu åbner jeg den første luftlomme, meddelte Ivanovitch.

Et lys på kontrolpanelet bekræftede at døren til luftlommen var åbnet.

– Nu lukker jeg døren igen, meddelte Ivanovitch. – Jeg er inde.

– Hvor er han modig, hviskede Gleb.

– Hvis han fejler, er det din tur næste gang, sagde Petrov.

– Nu åbner jeg døren til anden luftlomme, meddelte Ivanovitch. – Nu kan jeg se ind i lastrummet.

– Hvad ser du? spurgte Petrov skarpt. – Beskriv det venligst.

– Jeg ser vores satellit.

– Se efter en mindre genstand, som for eksempel en meteor.

– Jeg går nu ud i lastrummet, fortalte Ivanovitch.

Pludselig rystede Yuri Gagarin. Kontrolpanelet opførte sig komplet tosset. Lys blinkede, og knapper blev af sig selv trykket ned. Yuri Gagarin gik i langsomt i spind ude i det ydre rum.

– Det er ude med os! skreg Gleb.

– Hold kæft, snerrede Petrov, som tavs gav sin medpilot ret.

– Ivanovitch? råbte han i højttaleren. – Er du der?

Der kom intet svar.

– Han skal nok svare om lidt, sagde Gleb febrilsk, da han vidste, at hvis Ivanovitch ikke gjorde, ville han selv blive sendt ud i lastrummet. – Giv ham bare tid.

Men efter fem minutters ventetid svarede Ivanovitch stadig ikke.

– Du kender din pligt, fortalte Alexei Petrov Oleg Gleb højtideligt.

– Da, svarede Glev spagt. Han rystede Petrovs kolde hånd til afsked og gik ned ad aluminiumsvindeltrappen til underdækket, hvor rumdragterne hang.

– Jeg åbner nu den første luftlomme, lød Glebs stemme noget efter. – Jeg befinder mig nu i lastrummet, hvor lyset stadig er tændt.

– Kan du se Ivanovitch?

– Nej, svarede Gleb så lavmælt, at det næsten ikke kunne høres.

– Led efter ham, beordrede Petrov. – Han må være der et sted.

– Jeg kan ikke se andet end satellitten, meddelte Glev tungt.

– Det er i orden, sagde kaptajn Alexei Petrov med forfærdelse i stemmen. – Jeg ved, hvor Ivanovitch er.

– Hvor er han?

– Han flyver rundt i rummet omkring tyve meter fra mit vindue.

– Jeg kan ikke huske, at du åbnede dørene til lastrummet, efter at Ivanovith kom derind, påpegede Gleb.

– Det gjorde jeg heller ikke. De må have åbnet sig under rystelserne.

– Kan jeg så godt komme ind igen?

– Nej. Led efter genstanden, sagde Petrov og undertrykte en gysen, da nogle sølvfarvede rester af Ivanovitchs rumdragt fløj forbi. Der var ingen tvivl om, at resten af Igor Ivanovitch nu fløj rundt i det tomme rum.

– Jeg leder efter genstanden nu, meddelte Gleb.

– Den er måske fløjet ud sammen med Ivanovitch.

– Nej, meddelte Gleb ophidset. – Jeg har fundet den.

– Beskriv den.

– Det er bare en klump metal. På den ene side er den glat og på den anden ru. Den har sat sig fast på lastrummets manuelle dørkontrolpanel.

Præsidenten lagde røret på. Over kommandocentralens højttalere lød samtalen mellem den russiske rumfærges mandskab og jorden. Imens præsidenten lyttede til samtalen, ønskede han, at han forstod russisk. En stenograf var hurtigt i færd med at oversætte samtalen til engelsk på en stenografmaskine. Præsidenten så uforstående på papirstrimlen. Han forstod heller ikke stenografi.

– De er ude på noget deroppe, meddelte præsidenten alvorligt forsvarsministeren.

– De er også i vanskeligheder deroppe, fortalte ministeren, som godt kunne tyde stenografi.

I starten betragtede rumkaptajn Alexei Petrov ikke den hvirvlende genstand som nogen trussel.

Han sad ved kontrolbordet i Sovjetunionens første rumfærge, som var døbt Yuri Gagarin efter det første menneske i rummet, og han betragtede metalgenstanden gennem den store forrude.

Genstanden så ud til at være en meteor, som var på kollisionskurs med jorden. Den var lille og uformelig og ikke meget større end en brødrister. Kaptajn Petrov var ikke bange for at blive ramt af meteoren, for i det enorme rum var de ikke en større trussel, end de var på jorden. Et sammenstød var muligt, men risikoen for at det kunne ske var lige så ringe som at blive ramt af et lyn under et tordenvejr.

Kaptajn Petrov betragtede mest af alt genstanden, fordi den bevægede sig med langt mindre fart, end en meteor normalt gjorde.

– Prøv engang at se der, sagde han til sin medpilot, kosmonaut Oleg Gleb.

Gleb fulgte Petrovs pegende finger. – Hvad mon det er? Han lød ivrig. Gleb var turens ekspert vedrørende liv på andre planeter. Hidtil var der ikke opdaget andre former for liv end det jordiske.

– Jeg har ingen anelse om det, svarede Petrov, – men det ser ud til at komme i vores retning.

– Det kan jeg se. Hvad gør vi?

– Beder om ordrer.

– Men den når os, inden de forskellige kommandoled nede på jorden får truffet en beslutning.

– Jeg forsøger at undgå genstanden, imens du taler med Star City.

Kaptajn Alexei Petrov skiftede kurs og fik raketten væk fra den flyvende genstand.

– Yuri Gagarin til Cosmograd. Kom ind, Star City, sagde kosmonaut Gleb, imens han med store øjne betragtede det snurrende objekt, som igen så ud til at skifte retning.

– Beskriv objektet, befalede jordkontrollen.

– Det er hverken en satellit eller meteor eller andet kendt, meddelte kosmonaut Gleb, idet genstanden satte kurs direkte mod rumfærgen.

– Beskriv genstanden mere præcist, sagde den monotone stemme nede fra jorden.

Forstår de fjolser ikke, at vi måske er i fare for at blive angrebet? tænkte Gleb.

Kaptajn Alexei Petrov blandede sig nu i samtalen.

– Jeg prøver at undgå genstanden, men den fortsætter med at følge efter os. Hvad skal vi gøre?

– Gør intet uden ordrer fra højere sted, befalede Cosmograd. Stemmen forsvandt, sikkert for at konferere med højere myndigheder. I Rusland var der altid højere myndigheder, og ingen havde mod nok til at træffe en selvstændig beslutning.

– Chert Vozmi! bandede Petrov. – Er de komplet ligeglade med os? Og med vores opgave?

Hurtigere end de to kosmonauter havde ventet, lød stemmen fra jorden igen. – Forsøg at indfange objektet.

– Gentag, bad Petrov.

– Forsøg at indfange objektet i lastrummet.

– Sæt der så sker noget med satellitten?

Kosmonauterne vekslede fortvivlede blikke, men der var ikke tid til at tænke. Det snurrende objekt var nu kommet nærmere.

Petrov forsøgte at styre Yuri Gagarin udenom, idet Gleb over den interne radio kaldte det tredje besætningsmedlem, ingeniøren Igor Ivanovitch, og gav ham besked på at iføre sig sin rumdragt og forberede sig på at hente en genstand ind i lastrummet.

Petrov trykkede på knappen, som fik de massive døre til lastrummet til at åbne sig.

Da der gik flere minutter uden lyden af sammenstød, var han klar over, at genstanden ikke var en af de frygtede stjernekrigsvåben fra det amerikanske rumcenter. Dem kendte han alt til. Satellitdræberne blev udviklet med lynets hast af Amerikas filmstjernepræsident og opkaldt efter en Hollywoodfilm. Sådan blev det i hvert fald beskrevet i fjernsynet. Da Petrov var en priviligeret kosmonaut, havde han fået skaffet sig en kopi af den amerikanske film Star Wars. Selv om det var tolvte kopi af originalen og lige så fyldt med sne som en vinterdag i Moskva, fandt Petrov den mere spændende end alle de russiske fjernsynsfilm tilsammen. Også selv om den var lidt for voldelig.

Verden var målløs, da den første sovjetiske rumfærge blev sendt ud i rummet.

Alle vidste, at russerne havde arbejdet på selv at fremstille en rumfærge, men ingen havde regnet med, at den ville ende med at blive sendt op. Endelig havde russerne løst problemet med drivkraften, men de kunne ikke fremstille en raketmotor, som kunne anvendes flere gange. De forsøgte at stjæle hemmeligheden fra det franske Ariane rumprogram, men uden held.

Derfor gik de over til den taktik, som havde gjort dem i stand til at få sendt Sputnik ud i rummet. De byggede ikke et bedre drivkraftsystem, men et større. De monterede hovedrakettens motorer på den udvendige brændstoftank, anbragte rumfærgen på den og forøgede systemet med fire smalle løfteraketter. USA’s rumfærge havde kun haft to.

Endnu engang havde russerne løst et problem ved hjælp af brutal kraft, hvor tålmodighed og dygtighed havde været mere effektivt.

I sputniktiden, for mange år tilbage, havde de sendt en raket op hver tredje dag, indtil de fik heldet med sig. I rumraketternes første dage havde én russisk kosmonaut mistet livet ved opsendelsen eller ude i rummet, for hver gang fem amerikanske astronauter havde held med deres projekt.

Så da russerne fik sendt en rumfærge ud i rummet allerede ved første forsøg, måbede verden.

– Besynderligt at den ikke eksploderede, bemærkede De Forenede Staters præsident.

– Den er ikke kommet ned endnu, Mr. President, mindede forsvarsministeren ham om. – De har fået den sendt op, men den er endnu ikke vendt tilbage til jorden i god behold.

De befandt sig i kommandocentralen i Det Hvide Hus’ kælder. Væggene var dækkede af gigantiske computerskærme, som kunne følge de mange satellitter ude i rummet. Præsidenten havde Sincnorad i telefonen. Lederen af NORAD’s rumforsvarscenter fortalte i telefonen, at opsendelsen af den russiske rumfærge ikke var kommet uventet.

– Russerne har altid opereret på den facon, sagde generalen. – Hver gang vi kommer med en nyhed, står de på hovedet for at komme før os. Da vi offentliggjorde vores første rumprogram dengang i halvtredserne, sendte de Sputnik op. Da vi begyndte at sende aber ud i rummet, sendte de Gagarin op. Da vi sendte vores første mand ud i rummet, sendte de den første kvinde. Nu hvor vi forsøger at genoptage vores rumfærgeprogram, gør de dette her for at komme før os. Typisk russisk tankegang.

– Men vi kom da først på månen, bemærkede præsidenten. – Den kunne de ikke slå.

– Nej, sir. Men det er tyve år siden, sagde NORAD-generalen. – Tiderne har ændret sig. Russerne er ved at få overherredømmet i rummet.

– Hvad skal rumfærgen deroppe?

– Ikke noget specielt endnu, lød svaret. – Men de har garanteret noget oppe i ærmet, for Sovjetunionen foretager sig intet bare for sjov.

– Der er en ting, jeg gerne vil vide, sagde præsidenten. – Er deres rumfærge bedre end vores? Jeg bliver nødt til at fortælle den amerikanske befolkning om sagen.

– Det afhænger af, hvordan man ser på det, sir.

– Jeg plejer at se tingene direkte i øjnene, fortalte præsidenten.

– Deres nye system med løfteraketterne er klodset. Der er for mange af dem. Landingen bliver farlig. De burde have ventet et par år mere.

– Det bliver altså en fiasko i den sidste ende?

– Måske og måske ikke. Deres design er en tro kopi af vores. I stedet for raketmotorer har de installeret almindelige jetmotorer. De er mindre end raketmotorer og giver dem en bedre landing. Faktisk er de i stand til at lande de samme steder hvor en almindelig flyvemaskine kan lande. Det er et stort plus.

– Hvorfor kan vores rumfærge ikke gøre det samme? Vi benytter jo også almindelige jetmotorer.

– Budgetnedskæringer, svarede generalen.

– Det undrer mig ikke, mumlede præsidenten, som præcis samme morgen havde haft en livlig diskussion med formanden for senatet om landets voksende gæld. – Jeres efterretningstjeneste har gjort et fint stykke arbejde.

– Mange tak, sir, sagde generalen, som undlod at afsløre, at han havde fundet alle oplysningerne i sit kontors udgave af Aviation Week.