Nattergalen

Jeg kan huske, hvordan det var, dengang man selv var nødt til at træffe fornuftige valg.

Isabelle stod ret. Hun var nødt til at stå rank under appellen. Hvis hun gav efter for sin svimmelhed

Det var en kold aften i november. Antoine havde været

Det eneste, hun vidste, var at hun ikke måtte fortælle sandheden, for så ville Daniel blive deporteret

6. maj 1995
Portland, Oregon
„Jeg er ved at stikke af hjemmefra,“ siger jeg til den unge

Isabelle og Gaëtan forlod Brantôme en iskold dag midt i november og tog toget til Bayonne.

Mareridtene ville ikke slippe hende. I en fjern del af hjernen kunne hun høre sig selv klynke og høre

Sophie nikkede alvorligt. Hun vidste, hvor

Hun genkendte Henri – manden, der drev hotel inde i byen, og som Isabelle var stukket af til Paris sammen med.

Isabelle sneg sig igennem Carriveaus tomme gader klædt