Diktatursyndromet

Den vigtigste måde at forebygge diktatur på er at være opmærksom på faren for at blive besnæret af karisma eller afgudsdyrkelse af en leder eller en tro – med andre ord at bevare sin sunde skepsis, selv om det naturligvis er lettere sagt end gjort. Der er lang vej endnu, før menneskeheden én gang for alle er sluppet af med diktatorer. Når det sker, vil verden være blevet et bedre sted – mere retfærdig og mere menneskelig.

Den gode borger kan man finde i ethvert autoritært samfund, og selv om de er ofre for diktatoren, så føler de for det meste respekt og taknemmelighed over for herskeren.

For den gode borger er religionens ritualer det samme som faste bidrag til en livsforsikring, som de kan få udbetalt ved at komme i Paradiset, når de dør.

Den gode borger i Egypten føler sig kun som en del af noget større, når det gælder fodbold og religion. I fodbold finder de alt, hvad de savner i deres hverdag: fair og ensartede regler, som gælder alle, gennemsigtige afgørelser og en meritokratisk proces.

I et autoritært samfund er intet, som det fremtræder. Hykleri på det politiske område forvandler sig gradvis til hykleri på alle livets områder, og korruptionen bevæger sig fra tanke til handling. Ordene får en anden betydning og kaster et forsonende skær over ens fejltrin. Hykleriet bliver det vigtigste, eksamenssnyd bliver til ”hjælp”, fejhed til klogskab og bestikkelser til kløgtig optræden.

Hvordan sætter diktaturer sig spor i almindelige menneskers adfærd?

Hvad er det for en følelse, som fører millioner af mennesker ind i en tilstand af søvngængeragtig føjelighed, hvor de bøjer sig for en enkelt persons vilje?

Et medlem af det militærråd, som tog magten efter den egyptiske revolution, hævdede endda, at Saudi-Arabien havde tilbudt rådet millioner af dollar for at undgå, at Mubarak blev stillet offentligt for retten, men militærrådet lod alligevel – presset af massedemonstrationer – den offentlige retssag gennemføre.

Trods de ædle motiver hos disse modige få, så har de ingen indflydelse på historiens gang, men er kun som bobler, der fra tid til anden viser sig på vandoverfladen.

Efter ethvert terrorangreb i et vestligt land skynder journalisterne sig at interviewe terroristens naboer eller kolleger, som i almindelighed forklarer, at han var et rart og venligt menneske, som de aldrig havde kunnet forestille sig ville begå en så forfærdelig forbrydelse.100 Så hvordan bliver et tilsyneladende venligt menneske til en terrorist?