Spektrum #3: Ursiderne

Jeg får også et kram af de andre, endda af Noah, selvom 0.3 sekunders kropskontakt knap nok kan tælles som et kram.

„Alt det som har været dig bliver opløst,“ siger jeg. „Efter et par generationer er du glemt, og det er som om du aldrig har eksisteret. Du kommer ikke i himlen. Du bliver ikke genfødt. Det hele slutter bare.“

Mor sagde altid at det kun var uintelligente mennesker der røg. Men jeg føler mig også som en skide idiot lige nu.

„Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men der findes faktisk andre ting på internettet end computerspil, platte memes og bryster.“

„Luciadag er en helgenfejring den 13. december,“ siger Alban. „Det er den dag man går luciaoptog i skolerne. Der må da have været ét på vores skole forleden mens Nasrin og jeg var indlagt?“

„Mener du alle de små hvidklædte pyromaner som lavede begravelsesoptog gennem skolen mens de sang falsk?“ spørger Noah. „Fucking creepy!“

Du kunne lige så godt snakke latin til mig.“

„Det er latin.

„Hvad laver I?“ spørger han.

„Boller,“ siger Alban.

Noahs øjenbryn skyder i vejret.

„Med forklæder på?“ siger han med munden fuld. „Kinky.“

Adriana smiler indforstået til mig. Som om vi har en lille hemmelighed sammen, og at hemmeligheden er at hun har lyst til at grave min milt ud med en rusten gaffel og fodre horror vacui med den.

Hvis vi nu bare holdt os fucking VÆK fra hinanden, kunne det være at de creepy motherfuckers gjorde det samme. Så er der ikke nogen gigantisk følelsessmoothie til at tiltrække dem.“

„Følelsessmoothie?“ Et smil trækker i Albans ene mundvig.

„Empatiæggekage. Touchy-feely-salat. Whatever,“ vrisser Noah.

„Så hun er, hvad ... vampyr eller sådan noget shit?“ spørger Noah. „Edward Glitterbuks Cullen som dragqueen?“