Hosekræmmeren og andre noveller

Jeg kjender intet vanskeligere, intet misligere hværv, end det at trøste dem, som meest have trøst behov; det vil sige: dem, der ikke kunne trøste sig selv. At sige til een, hvis hele jordiske lyksalighed på eengang er tilintetgjort: „Vær en mand! Kæmp! tu contra audentius ito!“ er det samme som at råbe til den, der er falden og har brækket benet: „Kom hid til mig, så vil jeg rejse dig!“ eller til den, der uden at kunne svømme, er styrtet ned i en rivende strøm: „Brug dine kræfter! Du kan nok bjerge dig, når du blot vil.“

Mig behagede han ydermere ved et blidt og åbent ansigt, der vidnede om ærlighed, tålmod og udholdenhed – et hovedtræk i den cimbriske nationalcaracteer.

Den største sorg i verden her Er dog at miste den, man har kjer.“
Stundom, når jeg har vandret ret ude i den store alhede, hvor jeg kun har havt den brune lyng omkring mig og den blåe himmel over mig; når jeg vankede fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede, der i grunden kun er muldvarpeskud, som tiden eller en og anden urolig tamerlan engang jevner med jorden; når jeg svævede hjertelet, frihedstolt som beduinen, hvem intet huus, ingen snævert begrændset mark fængsler til pletten, men som ejer, besidder alt hvad han seer, som